Tunge øjne - poser under øjnene

Forandringer i huden på grund af alder, hormoner eller livsstil kan vise sig som poser eller rynker under øjnene eller som tunge, hængende øjenlåg. Hvis huden i panden er slap, kan øjenbrynene sænke sig, og det påvirker også de øvre øjenlågs udseende.

Øjeæblet er omgivet af fedtvæv i øjenhulen, og hvis bindehinden fortil bliver svækket, buler fedtet frem. Det kan give poser under øjnene og fyldige øvre øjenlåg.

Formålet med operationen er at stramme huden op, udligne rynker, fjerne poser under øjnene og lette de tunge øvre øjenlåg. Hudens tabte elasticitet kan ikke gendannes, men man fjerner følgerne af den. Effekten af en øjenlågsoperation kan man have glæde af i mange år.

Når poser og rynker på de nedre øjenlåg skal fjernes, lægges snittet lige under øjenvipperne og måske en centimeter ud mod siden i en naturlig fure. Overskydende fedt fjernes eller føres tilbage til dets oprindelige plads, og såret sys sammen med en meget fin tråd. Fedtvævet kan også fjernes eller omplaceres gennem et snit på øjenlågets inderside. Denne teknik giver ikke udvendige ar.
Eventuelt kan der suppleres med en ydre laserbehandling af huden. På de øvre øjenlåg tegnes den overflødige hud ind. Den fjernes sammen med et stykke muskel og fedtansamlinger. Såret lukkes, og en globelinje gendannes. Arret ligger skjult i globelinjen bortset fra en lille strækning, der går hen over kanten af øjenhulen. Er afstanden mellem øjenbryn og øjenvipper for kort, bør man i stedet for en øjenlågsoperation overveje et pandeløft.

Operationen varer knap en time pr. øjenlågspar, og den foretages i lokalbedøvelse og med beroligende medicin. Derefter påsættes kirurgisk tape, som fjernes, når stingene skal tages efter 2-5 dages forløb. For at forebygge hævelser og blå mærker, behandles med isposer de to første døgn, og man skal sove med forhøjet hovedgærde i to uger. Indgrebet og efterforløbet er helt smertefrit, men øjenomgivelserne kan føles tunge og stive i de første fire uger efter operationen, og øjenvipperne på de øvre øjenlåg kan virke følelsesløse. Da huden omkring øjet er meget tynd, kan blå mærker ikke undgås, men de forsvinder i løbet af 7-10 dage, Den eneste fordel ved laseroperation i denne sammenhæng er, at der ikke forekommer blå mærker. Ellers er forløbet det samme.

Efter operationen er der hævelse og tendens til øget tåreflod. Normale sociale aktiviteter kan genoptages efter 10-14 dage. Efter ti dage kan man bruge makeup igen.

Komplikationer:

Ved alle operationer er der risiko for efterblødninger, især hvis man tager smertestillende medicin eller E-vitaminer. Er blødningerne kraftige, må såret åbnes igen, og blødningen standses.

Der kan opstå betændelse, men det er uhyre sjældent. Arrene er normalt meget diskrete, nærmest usynlige, men da huden er meget tynd, kan ardannelsen hos nogle ses i underhuden som små ujævnheder. Disse bliver normalt bløde efter et par måneder og forsvinder af sig selv. Nu og da ser man lukkede talgkirtler langs arrene, og de må så åbnes.

Øjenslågsoperationer stiller store krav til plastikkirurgen. Der må ikke fjernes for meget hud. Sker det f.eks. på de nedre øjenlåg, bliver de trukket nedad, og man får cokerspaniel-øjne, som så kræver en korrektion. Derfor lægger jeg mig altid på den sikre side og fjerner hellere for lidt hud end for meget.

Kosmetisk kirurgi er et middel til at forbedre udseendet og det almene velvære, men man skal huske, at der ligesom ved andre operationer vil være en vis risiko og et forbigående ubehag.